Henning Mølbæk
Jeg finder altid ro i ilden. Flammen, varmen, lyset. Den har tiltrukket mig så længe, jeg kan huske. Den vækker min glæde og koncentrerer min opmærksomhed. Og så giver den mig helt fundamental ro i både krop og sind.
Jeg er født og opvokset i Thy, hvor jeg bor med min store kærlighed Hanne og hendes søn Henrik. Vi er tæt på både hav, skov og fjord og landets første nationalpark. Jeg forsøger at nyde livet ærligt, venligt og ligetil – uden at tage ting for alvorligt. Jeg elsker Hanne, naturen, vin, bøger og madlavning. Jeg har stadig meget at lære indenfor alle fem kategorier.
Lidt ligesom med hård fysisk træning, kan jeg nogle gange have svært ved at få startet på en ny bog. Når jeg til gengæld er færdig, så har jeg det sikkert nogenlunde som en bodybuilder efter en god træning. Jeg vil gerne læse mere og holde mig selv ansvarlig for at få det gjort. Derfor har jeg lavet denne lille log over de bøger jeg læser – fortrinsvist til mig selv, men du er selvfølgelig velkommen til at kigge med.